En af mine mest vidende venner skrev følgende til mig, som forklaring på en undring over, hvorfor så mange sejlskibe ved Cutty Sark I Aalborg havde gul bemaling på masterne.

Men har her opskriften på den specielle gule farve som kun HMS Victory idag bærer, Farven er faktisk en nyance som Royal Navy stadig har eneret på.( Dog har skippere der har tjent i flåden,, i kamp, samt medlemmer af R.Y.C. retten til at benytte denne farve,, grunden til en fritids bådsclub, er beæret med dette, skylles evakuering af de engelsk og fransk tropper i nordfranking.. de må desuden “Fly the Royla Navy pennet” D.v.s. Det national flag der normalt er forbeholdt flåden.:

Opskriften er:

kog en liter linolie, til den begynder at blive tyk og mørk. Der tilsættes så en 1/4 pint frisk okseblod.

rør blodet godt ud i olien så den er mørk og ensartet.

tag olien af ilden,, rør så 1 engels pund kridt i olien, og derefter 1½ pund gul okker.

bliv ved med at rører rundt til malingen er kølet helt af.

okseblodet gør det at proteinet er med til at binde kridt og okker til olien.

Grunden til at Nilson, fandt den farve var pengenød, NIlson havde ikke i starten af sin løbebane hæld med prisepenge, og havde desuden været på ½ sold i 2 år. værfter leverede mailing til skibene, men aldrig nok til at få skibene til at holde en flot standard,, det var en selvfølge at cheferne selv betale det sidste for at få den perfekte fremtoning,, eks bemailing af galionsfigurer forgyldninger, og maling så den konstant kunne holdes et pænt skib,, det betød meget at skibet fremstod flot, da en skibschef videre karriere ikke alene bestod i evner i kamp, men også holde en høj standard…

Rige chefer, adelige havde ingen problemer, men en fattig præstesøn, der alene kom frem på sine evner, havde et problem..

Nilson fik et tilbud ved en skibsproviater i Kingston, som lå inde med okker.. den okker kunne lige netop strække hans maling til han igen var berettiget til nye beholdninger fra værftet. nød lærer somsagt nøgen kvinde at spinne, men nød lærer sømand at finde alternative farver..

Der var mange besynderlige farver både i engelske, franske og spanske skibe,, eks var der fransk fregat der var lyserød,, et Spansk lineskib, der var blommefarvet. engelsk fregat der fremstod i badyblå liner,, men det der er blevet hængende er nilsons okker gule,

Mikael Wiehe

Passengerliste med frihedsgudinde

Sangen bliver også kaldt “Anden klasses passagerens sidste sang”, for sangen handler om en rejsende på anden klasse på Titanic, som lever sine sidste time ombord på Titanic. Under sangteksten kan nummeret høres.

I foråret 1977 sendte Sveriges Radio satire ugentligt program kaldet “Cabaret Open Channel”. Programmet havde brug for musik og Mikael Wiehe blev bedt om at danne Cabaret Orchestra med Frans Sjostrom, Ale Möller og Göran Shooting. De spillede alle mulige folk, jazz, kabaret musik, middelalderlige og moderne musik, blandet med deres egne kompositioner. I et program sang troubadouren Finn Zetterholm “Jeg kender et lille hotel, der har et kæmpe bordel” med reference til prostitution i baren på Hotel Sheraton i Stockholm.

Mikael Wiehe fortæller selv:

Dagen efter jeg skrev sangen om Titanic. Den første linje var “Nu er rotterne forlader skibet for at finde sig mod land”, der henviste til opløsningstendenserne i den svenske musikbevægelse. Men jeg havde ingen idé om, hvad sangen egentlig handlede om. Og det blev ikke lettere for da en af mine venner på det bestemteste påstod, at den handlede om hans svigerforældre. Under alle omstændigheder fik sangen premiere i radioen et par uger efter med blæserarrangement af Frans Sjöström.

I 1980 stemte Sverige om atomkraften. Atomkraftmodstanderne begyndte at bruge sangen om Titanic som et billede på teknologiens upålidelighed. Jeg og kunstneren Lasse Hejll lavet en plakat med en Titanic-billede og tekst, som vi solgte til fordel for Linje 3 (som var imod atomkraft). På denne måde blev “Titanic” min mest kendte sang. (Personligt tror jeg, at sangen handler om en ung mands følelse af hjælpeløshed overfor noget, der er for stort til, at han kan påvirke det.)

Den danske sanger Niels Hausgård har oversat sangen og på den måde, har den også spredt i Danmark.

29. september sank Estonia. Da min mor læser om katastrofen, fik hun et slagtilfælde og døde. Det tog lang tid før jeg kunne synge “Titanic” igen. (Kommentar fra “Sånger i tiden”, 2001)

På min hovedside History Watch, er der en række sider omhandlende Titanic.

Det började som en skakning på nedre däck.
Det fyllde oss väl mer med häpnad än med skräck.
Vi förstod inte riktigt orsaken
till att fartyget sprungit läck.
Man hade sagt oss, att detta var världens modemaste
osänkbara skepp.
Du tog vårt foto av bamen, dina smycken och din hatt.
Jag tog en tröja, jag tankte att havet er säkert kallt.
Nar vi steg ut ur vår hytt och såg
hur vattnet börjat strömma in.
Såg jag en tår, eller var det kanske en droppe
vatten på din kind.
Vi fölljde pilar som angav räddningsbåtens plats.
Det var på översta däck, fast det’ gentli’n var första klass.
Vi var rätt många, men alla tog det ganska lungt.
Det var väl bara en herre från tredje klass,
som trängde sig lite dumt.

Vi träffade en man, som vi hälsat på förut.
Han presenterade oss fär sin dotter och sin fru.
Nar vi kom upp på däck, sa kaptenen,
att livbåten inte gick art få i sjön.
Det var visst kedjoma till nå’n hissanordning,
som någon hade glömt.
Vi gik till baren och fick ett gratis glas champagne.
Och vi skålade för imperiet och för varann’.
Nu börja’ skeppet att sjunka snabbare
och dess lutning var ganske stor.
Många hoppade i vattnet men vi beslöt,
att stanna kvar ombord.
Se’n lämna’ råttorna skeppet, för att söka sej mot land.
Men vi stod kvar där på däcket och höll varann’ i hand.
Vi tänkte, havet är alltför stort och kallt och vilt.
Och i dom båtar, som satts i sjön, fanns inte plats
för en enda till.

Sen spela’ fartygsorkestem ‘Närmare Gud til Dig’.
Det kändes lite fänigt men ända rätt typiskt för just vår tid.
Vi har förlorat den allra sista gnuttan hopp.
Vi går till botten, där vi står, men flaggan den går i topp.

Tekst: Peter Faber, Musik: E. Hornemann

Sangen udkom den 10. april 1848 i et særtryk, dagen efter den første træfning i treårskrigen, som fandt sted ved Bov den 9. april 1814.

Dengang jeg drog af sted,
dengang jeg drog af sted,
min pige ville med,
ja, min pige ville med.
Det kan du ej, min ven,
jeg går i krigen hen,
og hvis jeg ikke falder, kommer jeg nok hjem igen.
Ja, var der ingen fare, så blev jeg her hos dig,
men alle Danmarks piger, de stole nu på mig.
Og derfor vil jeg slås som tapper landsoldat.
Hurra, hurra, hurra!

Min fader og min mor,
min fader og min mor,
de sagde disse ord,
ja, de sagde disse ord:
“Når dem, vi stole på,
i krigen monne gå,
hvem skal så pløje markerne, og hvem skal græsset slå?”
Ja, det er netop derfor, vi alle må af sted,
for ellers kommer tysken og hjælper os dermed.
Og derfor vil jeg slås som tapper landsoldat.
Hurra, hurra, hurra!

Når tysken kommer her,
når tysken kommer her,
beklager jeg enhver,
ja, beklager jeg enhver.
Til Peder og til Povl
han siger: “Du bist faul”,
og skælder man ham ud på dansk, så siger han: “Hols maul!”
For folk, som taler alle sprog, er det nu lige fedt,
men Fanden heller inte for den, som kun har ét.
Og derfor vil jeg slås som tapper landsoldat.
Hurra, hurra, hurra!

Om Dannebrog jeg ved,
om Dannebrog jeg ved,
det faldt fra himlen ned,
ja, det faldt fra himlen ned.
Det flagrer i vor havn
og fra soldatens favn,
og ingen anden fane har som den sit eget navn.
Og den har tysken hånet og trådt den under fod.
Nej, dertil er vor fane for gammel og for god!
Og derfor vil jeg slås som tapper landsoldat.
Hurra, hurra, hurra!

Vi byde fjende trods,
vi byde fjenden trods,
når kongen er med os,
ja, når kongen er med os.
Med draget sværd han står,
han snakker ej, men slår,
så dansk som han var ingen konge her i mange år.
De lader, som de tror, at han inte mer er fri,
og selv vil de dog ha’ ham i det tyske slaveri.
Se, derfor vil jeg slås som tapper landsoldat.
Hurra, hurra, hurra!

For pigen og vort land,
for pigen og vort land
vi kæmper alle mand,
ja, vi kæmper, alle mand.
Og vé det usle drog,
der elsker ej sit sprog
og ej vil ofre liv og blod for gamle Dannebrog!
Men kommer jeg ej hjem til min gamle far og mor,
Kong Frederik vil trøste dem med disse hersens ord:
“Sit løfte har han holdt, den tapre landsoldat”.
Hurra, hurra, hurra!

Polsk frimærke med Majdanek og en Zyclon B Død

Genocide
From the saints
Soclear
What say your name
Everyone singing the Lord might
Stand back or you will be punished
Rage between aid
Shut down from Lobyia

Grace land
Satan

Zyclon B
Insanity
Sicken pact
You putted by the superior race
By time like insect
Choking in insecticide
Bare in mind
You’re dead
You’re dead

Unovague
No never again
The smell of burning meat
Will make you bleed
Make you bleed
Bleed

Kufferten(forgotten letters) Trailer from Charlotte Madsen on Vimeo.

Selvfølgelig vil jeg med stor glæde lægge den spændende trailer ud her. Jeg kan forstå, at filmen har en relation til din mormor, hvilket er grunden til at du skrev manuskriptet. Hvis du har et lille godt uddrag fra manuskriptet, lægger jeg det utroligt gerne ud på min hovedside, som en dokumentarisk beretning fra et barnebarn. Held og lykke med filmen, må den blive en god byggesten som kan bære fremtidige filmprojekter. Held og lykke herfra!!

Charlotte skrev også dette: ”Håber i er interesseret i at ligge traileren ud, den er jo nok ikke produktionelt, så flot som hvidstengruppen, men de har også haft 24 millioner at gøre godt med hvor vi har haft 65.000”.

Jeg har stor respekt for, at du har fået din film færdig. Held og lykke herfra.

Jeg tog bajonetten

Gav stafetten

Til min søn,

Som løb

Mod målet

Med stålet

og faldt

i fangenskab.

Sangen kan høres nederst på siden – teksten kas læses nedenfor og en dokumentar fra slaget ved Paschendale kan ses her.

In a foreign field he lay
lonely soldier unknown grave
on his dying words he prays
tell the world of Paschendale

Relive all that he’s been through
last communion of his soul
rust your bullets with his tears
let me tell you ’bout his years

Laying low in a blood filled trench
killing time ’til my very own death
on my face I can feel the fallin’ rain
never see my friends again
in the smoke in the mud and lead
the smell of fear and the feeling of dread
soon be time to go over the wall
rapid fire and the end of us all

Whistles, shouts and more gun-fire
lifeless bodies hang on barbed wire
battlefield nothing but a bloody tomb
be reunited with my dead friends soon
many soldiers eighteen years
drowned in mud, no more tears
surely a war no one can win
killing time about to begin

Home, far away. From the war, a chance to live again
Home, far away. But the war, no chance to live again

The bodies of ours and our foes
the sea of death it overflows
in no-man’s land God only knows
into jaws of death we go…

Crucified as if on a cross
allied troops, they mourn their loss
German war propaganda machine
such before has never been seen
swear I heard the angels cry
pray to God no more may die
so that people know the truth
tell the tale of Paschendale

Cruelty has a human heart
every man does play his part
terror of the men we kill
the human heart is hungry still

I stand my ground for the very last time
gun is ready as I stand in line
nervous wait for the whistle to blow
rush of blood and over we go…

Blood is falling like the rain
its crimson cloak unveils again
the sound of guns can’t hide their shame
and so we die in Paschendale

Dodging shrapnel and barbed wire
running straight at canon fire
running blind as I hold my breath
say a prayer symphony of death
as we charge the enemy lines
a burst of fire and we go down
I choke I cry but no one hears
feel the blood go down my throat

Home, far away. From the war, a chance to live again
Home, far away. But the war, no chance to live again
Home, far away. From the war, a chance to live again
Home, far away. But the war, no chance to live again

See my spirit on the wind
across the lines beyond the hill
friend and foe will meet again
those who died at Paschendale

Hej,
Jeg er ved at undersøge en grav på Vorupør Gl. Kirkegård med to tyske soldater
fra 1. Verdenskrig. Graven røber ikke andet end navnene Heinrich Bäcker og Richard
Grunwald samt datoerne 3/2 1918 og 4/2 1918.

De to grvsteder nævnt i beretningen

Et opslag i Kirkebogen afslører dog at Bäcker blev fundet i havet ud for Vorupør
den 10/2 1918, imens Grunwald blev fundet i havet 11/2 1918, at begge blev begravet
16/2 1918. Endvidere fortæller kirkebogen at Grunwald var tysk maskinist i marinen
og var 30-40 år gammel. Bäcker var marinesoldat som “formodentlig var omkommen ved
de to tyske torpedojageres (utydeligt ord, formentlig mineafkodning) i Vesterhavet i
januar måned 1918. Uniformen var mærket med ’91 H M S’ samt at Bäcker blev født
17/8 1897 i Reimscheid eller Remscheid,samt anmærkningen ‘Flotille den Nordsee’…
Mit spørgsmål er om du, ud fra oplysningerne har et bud på hvilket søslag
tyskerne er omkommet i? Min viden om 1. Verdenskrigs søslag kan ligge på et meget
lille sted, derfor spørger jeg

Forklaring givet af Gert Normann:

De stammer formentligt fra de mange mineskibe som minesprængtes i weg Blau ved Horns rev den 3. og 4. februar 1918. Jeg har scannet tre sider fra den tyske krigsdagbog “Krieg Zur See”, hvor episoden omtales på side 186. det kan jeg desværre ikke vedhæfte denne meddelelse, men mindre jeg kan få tilsendt en mailadresse Jeg har også skrevet noget om hændelsen til en bog´jeg er ved at lave, som jeg klipper ind nedenfor: Gert Normann (Strandingsmuseet) Ps. Strandingsmuseet i Thorsminde er det eneste museum i Danmark som viser og fortæller om søkrigen under den første verdesnkrig.

De i dybet lurende miner:

Den 3. februar 1918 var en sort dag for de tyske minestrygere. Ikke mindre end syv minetravlere i en flotille minesprængtes i et område syd for Horns Rev. En tysk officer i det forreste skib gav følgende beskrivelse: ”Flotillen var på vej hjem over efter strygning af miner i den yderste del af korridoren. Vi havde fået meddelelse om et hidtil ukendt minefelt længere inde. Ved midnatstid hørte vi 2 eller 3 voldsomme detonationer bag os. Vi stoppede og drejede til styrbord. De bag os sejlende både fik ordre til ikke at følge os. Medens vi drejede, løb den nærmeste  båd på en mine. Den lå hurtigt med stævnen så dybt i vandet, at agterenden ragte højt op. Besætningen råbte indtrængende: ”Kom dog langs siden!”. Det lød uhyggeligt i mørket, og endnu medens vi forsøgte at komme hen til den, gled den lodret ned i dybet. Efter at den var forsvundet, fik vi nogle af de overlevende fisket op, hvilket var besværligt i den høje sø. Under dette redningsarbejde løb d en tredje båd i flotillen på en mine. Hele forskibet, lige til kommandobroen blev revet bort og i stumper og stykker faldt det ned på agterdækket. Vi gik straks langs siden og tog de overlevende ombord. Den hårdt sårede læge Dr. S. blev bevidstløs lagt ind i kabyssen, for at man ikke i mørket skulle træde på ham på dækket. Imidlertid hørtes forude om bagbord nye råb om hjælp. Vi rettede projektøren mod stedet og så i dens lys en mængde folk i vandet. Flotillechefen gav ordre til at sejle hen til dem. Men næppe var skruerne begyndt at gå rundt inden der sprang en mine umiddelbart foran broen, hvor vi  fire officerer stod. Jeg så ildglimtet og blev slynget ned på agterdækket. Da jeg kort efter kom til mig selv, fik jeg sammen med nogle andre en flåde væltet i vandet. Hækken løftede sig langsomt, men pludselig lagde skibet sig om på bagbordsside og alle styrtede over på styrbords ræling, men i samme øjeblik kippede skibet over på styrbords side, hvorved de fleste folk faldt eller sprang i vandet. Jeg selv stod helt ude på hækken, der rejste sig lodret i vejret, for derpå hurtig at glide ned i dybet. Da jeg dukkede op til overfladen så jeg tæt foran mig vor jolle med en maskinist. Han samlede mig op. Flere folk kom svømmende til så vi til sidst var 18 mand. Vi hørte flere råb om hjælp fra havet, men da vi ingen årer havde, kunne vi ikke hjælpe. Efter en tid kom en robåd fra et af de andre skibe til syne. Den tog os på slæb og bragte os ombord på skibet, der var ankret op. I alt blev 58 mand reddet fra de forliste skibe. De tre andre officerer fra mit skib så jeg ikke mere”. – ” Så mange mennesker omkom, – ikke i kamp med en levende fjende, men med en usynlig, livløs fjende, med de i dybet lurende miner”.

Tab ved Horns Rev:
3/2  1918 ”Anneliese” – minetrawler minesprængt      ? omkom
3/2  1918 ”Rheinfels” – minetrawler minesprængt    27 omkom
3/2  1918 ”Kleiss” – minetrawler minesprængt      1 omkom
3/2  1918 ”Seestern” – minetrawler minesprængt      2 omkom
3/2  1918 ”Flensburg” – minetrawler minesprængt    28 omkom
3/2  1918 ”Brockswalde” – minetrawler minesprængt    28 omkom
3/2  1918 ”Weddingen” – minetrawler minesprængt    28 omkom

De 7 minetrawlere minesprængtes i samme område som minetrawler ”Fulda”, ubåd ”U59”, torpedobåd ”S78” og mineskib ”M14” som alle minesprængte og forliste året før. I dag findes alle disse skibsvrag, på bunden af Nordsøen inden for et område, der kun måler ca. 800×3000 meter.

Gert Normann

Julemærke fra 1946 med adventskrans som motiv

Kransen fandtes først i Sønderjylland, og blev først rigtig udbredt og populær i løbet af 30´erne og 40´erne. Enkelte dog endnu tidligere i Haderslev og Christiansfeld. Her er det vigtigt at huske, at Sønderjylland var tysk i perioden 1864-1920. Så det er ikke en skik, der er hentet til Danmark – men mere en skik, der blev overført fra den ene del af Tyskland til den anden Et godt vidnesbyrd om, at den havde vundet udbredelse er, at skikken da var så kendt, at den kunnet komme på julemærkerne.

Det første julemærke efter Anden Verdenskrig havde adventskransen som motiv og det var her adventskransen fik sit store gennembrud. Det at tænde lys var og er jo et symbol på frihed og håb, forstået både religiøst og politisk. Set i det lys er det jo ikke uforståeligt, at efter besættelsen havde lysene en helt særlig betydning, så man herhjemme gav den hvide lys og røde bånd – de nationale farver, og det har utvivlsomt også bidraget til dens succes, ligesom et billede i et ugeblad, der i 1940 viste kongefamilien med adventskrans.

Man kan gætte på, at dronning Alexandrine, der var tysk født, kan have kendt kransen fra sit barndomshjem. Hun indførte i 1918 adventskransen i kongehuset – også for at støtte sin bror, som var flygtet fra Tyskland.