Jeg tog bajonetten

Gav stafetten

Til min søn,

Som løb

Mod målet

Med stålet

og faldt

i fangenskab.

Sangen kan høres nederst på siden – teksten kas læses nedenfor og en dokumentar fra slaget ved Paschendale kan ses her.

In a foreign field he lay
lonely soldier unknown grave
on his dying words he prays
tell the world of Paschendale

Relive all that he’s been through
last communion of his soul
rust your bullets with his tears
let me tell you ’bout his years

Laying low in a blood filled trench
killing time ’til my very own death
on my face I can feel the fallin’ rain
never see my friends again
in the smoke in the mud and lead
the smell of fear and the feeling of dread
soon be time to go over the wall
rapid fire and the end of us all

Whistles, shouts and more gun-fire
lifeless bodies hang on barbed wire
battlefield nothing but a bloody tomb
be reunited with my dead friends soon
many soldiers eighteen years
drowned in mud, no more tears
surely a war no one can win
killing time about to begin

Home, far away. From the war, a chance to live again
Home, far away. But the war, no chance to live again

The bodies of ours and our foes
the sea of death it overflows
in no-man’s land God only knows
into jaws of death we go…

Crucified as if on a cross
allied troops, they mourn their loss
German war propaganda machine
such before has never been seen
swear I heard the angels cry
pray to God no more may die
so that people know the truth
tell the tale of Paschendale

Cruelty has a human heart
every man does play his part
terror of the men we kill
the human heart is hungry still

I stand my ground for the very last time
gun is ready as I stand in line
nervous wait for the whistle to blow
rush of blood and over we go…

Blood is falling like the rain
its crimson cloak unveils again
the sound of guns can’t hide their shame
and so we die in Paschendale

Dodging shrapnel and barbed wire
running straight at canon fire
running blind as I hold my breath
say a prayer symphony of death
as we charge the enemy lines
a burst of fire and we go down
I choke I cry but no one hears
feel the blood go down my throat

Home, far away. From the war, a chance to live again
Home, far away. But the war, no chance to live again
Home, far away. From the war, a chance to live again
Home, far away. But the war, no chance to live again

See my spirit on the wind
across the lines beyond the hill
friend and foe will meet again
those who died at Paschendale

Hej,
Jeg er ved at undersøge en grav på Vorupør Gl. Kirkegård med to tyske soldater
fra 1. Verdenskrig. Graven røber ikke andet end navnene Heinrich Bäcker og Richard
Grunwald samt datoerne 3/2 1918 og 4/2 1918.

De to grvsteder nævnt i beretningen

Et opslag i Kirkebogen afslører dog at Bäcker blev fundet i havet ud for Vorupør
den 10/2 1918, imens Grunwald blev fundet i havet 11/2 1918, at begge blev begravet
16/2 1918. Endvidere fortæller kirkebogen at Grunwald var tysk maskinist i marinen
og var 30-40 år gammel. Bäcker var marinesoldat som “formodentlig var omkommen ved
de to tyske torpedojageres (utydeligt ord, formentlig mineafkodning) i Vesterhavet i
januar måned 1918. Uniformen var mærket med ’91 H M S’ samt at Bäcker blev født
17/8 1897 i Reimscheid eller Remscheid,samt anmærkningen ‘Flotille den Nordsee’…
Mit spørgsmål er om du, ud fra oplysningerne har et bud på hvilket søslag
tyskerne er omkommet i? Min viden om 1. Verdenskrigs søslag kan ligge på et meget
lille sted, derfor spørger jeg

Forklaring givet af Gert Normann:

De stammer formentligt fra de mange mineskibe som minesprængtes i weg Blau ved Horns rev den 3. og 4. februar 1918. Jeg har scannet tre sider fra den tyske krigsdagbog “Krieg Zur See”, hvor episoden omtales på side 186. det kan jeg desværre ikke vedhæfte denne meddelelse, men mindre jeg kan få tilsendt en mailadresse Jeg har også skrevet noget om hændelsen til en bog´jeg er ved at lave, som jeg klipper ind nedenfor: Gert Normann (Strandingsmuseet) Ps. Strandingsmuseet i Thorsminde er det eneste museum i Danmark som viser og fortæller om søkrigen under den første verdesnkrig.

De i dybet lurende miner:

Den 3. februar 1918 var en sort dag for de tyske minestrygere. Ikke mindre end syv minetravlere i en flotille minesprængtes i et område syd for Horns Rev. En tysk officer i det forreste skib gav følgende beskrivelse: ”Flotillen var på vej hjem over efter strygning af miner i den yderste del af korridoren. Vi havde fået meddelelse om et hidtil ukendt minefelt længere inde. Ved midnatstid hørte vi 2 eller 3 voldsomme detonationer bag os. Vi stoppede og drejede til styrbord. De bag os sejlende både fik ordre til ikke at følge os. Medens vi drejede, løb den nærmeste  båd på en mine. Den lå hurtigt med stævnen så dybt i vandet, at agterenden ragte højt op. Besætningen råbte indtrængende: ”Kom dog langs siden!”. Det lød uhyggeligt i mørket, og endnu medens vi forsøgte at komme hen til den, gled den lodret ned i dybet. Efter at den var forsvundet, fik vi nogle af de overlevende fisket op, hvilket var besværligt i den høje sø. Under dette redningsarbejde løb d en tredje båd i flotillen på en mine. Hele forskibet, lige til kommandobroen blev revet bort og i stumper og stykker faldt det ned på agterdækket. Vi gik straks langs siden og tog de overlevende ombord. Den hårdt sårede læge Dr. S. blev bevidstløs lagt ind i kabyssen, for at man ikke i mørket skulle træde på ham på dækket. Imidlertid hørtes forude om bagbord nye råb om hjælp. Vi rettede projektøren mod stedet og så i dens lys en mængde folk i vandet. Flotillechefen gav ordre til at sejle hen til dem. Men næppe var skruerne begyndt at gå rundt inden der sprang en mine umiddelbart foran broen, hvor vi  fire officerer stod. Jeg så ildglimtet og blev slynget ned på agterdækket. Da jeg kort efter kom til mig selv, fik jeg sammen med nogle andre en flåde væltet i vandet. Hækken løftede sig langsomt, men pludselig lagde skibet sig om på bagbordsside og alle styrtede over på styrbords ræling, men i samme øjeblik kippede skibet over på styrbords side, hvorved de fleste folk faldt eller sprang i vandet. Jeg selv stod helt ude på hækken, der rejste sig lodret i vejret, for derpå hurtig at glide ned i dybet. Da jeg dukkede op til overfladen så jeg tæt foran mig vor jolle med en maskinist. Han samlede mig op. Flere folk kom svømmende til så vi til sidst var 18 mand. Vi hørte flere råb om hjælp fra havet, men da vi ingen årer havde, kunne vi ikke hjælpe. Efter en tid kom en robåd fra et af de andre skibe til syne. Den tog os på slæb og bragte os ombord på skibet, der var ankret op. I alt blev 58 mand reddet fra de forliste skibe. De tre andre officerer fra mit skib så jeg ikke mere”. – ” Så mange mennesker omkom, – ikke i kamp med en levende fjende, men med en usynlig, livløs fjende, med de i dybet lurende miner”.

Tab ved Horns Rev:
3/2  1918 ”Anneliese” – minetrawler minesprængt      ? omkom
3/2  1918 ”Rheinfels” – minetrawler minesprængt    27 omkom
3/2  1918 ”Kleiss” – minetrawler minesprængt      1 omkom
3/2  1918 ”Seestern” – minetrawler minesprængt      2 omkom
3/2  1918 ”Flensburg” – minetrawler minesprængt    28 omkom
3/2  1918 ”Brockswalde” – minetrawler minesprængt    28 omkom
3/2  1918 ”Weddingen” – minetrawler minesprængt    28 omkom

De 7 minetrawlere minesprængtes i samme område som minetrawler ”Fulda”, ubåd ”U59”, torpedobåd ”S78” og mineskib ”M14” som alle minesprængte og forliste året før. I dag findes alle disse skibsvrag, på bunden af Nordsøen inden for et område, der kun måler ca. 800×3000 meter.

Gert Normann

Julemærke fra 1946 med adventskrans som motiv

Kransen fandtes først i Sønderjylland, og blev først rigtig udbredt og populær i løbet af 30´erne og 40´erne. Enkelte dog endnu tidligere i Haderslev og Christiansfeld. Her er det vigtigt at huske, at Sønderjylland var tysk i perioden 1864-1920. Så det er ikke en skik, der er hentet til Danmark – men mere en skik, der blev overført fra den ene del af Tyskland til den anden Et godt vidnesbyrd om, at den havde vundet udbredelse er, at skikken da var så kendt, at den kunnet komme på julemærkerne.

Det første julemærke efter Anden Verdenskrig havde adventskransen som motiv og det var her adventskransen fik sit store gennembrud. Det at tænde lys var og er jo et symbol på frihed og håb, forstået både religiøst og politisk. Set i det lys er det jo ikke uforståeligt, at efter besættelsen havde lysene en helt særlig betydning, så man herhjemme gav den hvide lys og røde bånd – de nationale farver, og det har utvivlsomt også bidraget til dens succes, ligesom et billede i et ugeblad, der i 1940 viste kongefamilien med adventskrans.

Man kan gætte på, at dronning Alexandrine, der var tysk født, kan have kendt kransen fra sit barndomshjem. Hun indførte i 1918 adventskransen i kongehuset – også for at støtte sin bror, som var flygtet fra Tyskland.

Uden at lyde som Dronningen, så vil jeg gerne bruge lejligheden til, at ønske vores udsendte soldater en glædelig og sikker Jul.

Mit ærinde her et andet end nutiden, så jeg må hellere begynde at snakke om soldaters juleoplevelser ved fronten. Jeg vil starte med julefreden i 1914, hvor store dele af Vestfronten holdt op med at slås, for at fejre jul med fjenden, for at slutte på den tyske østfront i 1943, hvor stemningen er trykket, da de alle tænker på de indesluttede kammerater i Stalingrad.

Josef Wenzl skrev:  http://www.1sted.dk/1verdenskrig/dokumentar/julefreden.aspx
”Mellem skyttegravene står de mest forhadte og bitre modstandere omkring et juletræ og synger julesange. Dette syn vil jeg mindes resten af mit liv.
Man ser snart, at mennesket lever videre, selv om det i øjeblikket ikke kender til andet end at dræbe og myrde …
Julen 1914 vil være uforglemmelig for mig.”

Ernst Jünger havde det følgende år denne oplevelse: http://www.1sted.dk/1verdenskrig/dokumentar/jul_skyttegraven.aspx
” Umiddelbart derefter forsøgte englænderne en venlig tilnærmelse, idet de på brystværnet opstillede et juletræ, som imidlertid med nogle skud blev fejet væk af vores forbitrede folk, hvilket Tommy’en på sin side besvarede med geværgranater.”

P.C. Ettighofer beskrev russiske soldater synge på Østfronten i 1916:
http://www.1sted.dk/1verdenskrig/dokumentar/jul_fronten.aspx
” Den ene soldat siger det til den næste: “En fjende synger over til os”. Forbi er krigsstemningen, kulden, elendigheden. “Lad være med at klapre med kogegrejet, hyss, ka’ I være rolige i løbegraven, der er en panje, der synger derovre”.

En del af krigen er at folk bliver taget til fange, det beskriver sønderjyden Augustinus Maack i 1917 på følgende måde: http://www.1sted.dk/i/dokumentar/dk_pow.aspx
” Nu har vi snart jul, men under andre forhold som vi har måttet fejre den i de sidste år. I år glæder jeg mig rigtig, det skal nok blive rigtig hyggelig. Mere ville jeg have glædet mig hvis jeg kunde havde været hjemme hos Eder og fejret julen og det i glæden.”

http://www.1sted.dk/ii/dokumentar/vagt_danmark.aspx

Bogen: Kun legetøj i deres hænder – som handler om Thyge Thygesens soldatertid

Brevet lyder således:”
Vil spørge om der er nogen der kender til mine to farbrødre som døde i 1. verdenskrig. Vores datotid er stadig usikker men vi ved så lidt om dem.. Så oplysninger af enhver art er kærkommen …De er jo stadig derude…  

Christian Nielsen Kjær f. 6 april 1897 i Overleert falden 21. april 1918, formodenlig i Somme.  

og bror Martin Iversen Kjær f. 2. december 1898 i OverLeert, falden 21 marts 1918, formodentlig Somme…  

Muligt er det Martin Iversen Kjær som underskriver M. Iversen, i et brev til “Tyges” famlie hvor det viser sig at han ikke var død – men vi ved ikke noget om disse brødre…
Venligst Chrissie Kjær”

Jeg har fundet begge brødre i en database med Weltkrieg ofre.

Martin er nok lagt forkert ind i databasen, da Iversen forkortes med et J og fødselsdatoen er november. Men resten stemmer, så det må være ham. Han faldt ved St.Quentin i Frankrig. Link til kilde.

Christian faldt i Flandern i Belgien. Han er begravet i Hooglede i Grab 7785. Link til kilde.

Jeg har undersøgt, hvem M. Iversen var. Det viser sig at være en Marius Iversen fra Sommersted. Link til kilde.

Information om de to brødre modtages stadigt gerne.

Jeg har lige hørt den tyske nationalsang blive sunget ved VM i fodbold.

Tysk Kvinde med et tysk flag (fra 1906)

I den forbindelse kom jeg til at tænke på, at den sang med årene er blevet mindre kontroversiel, i takt med at det er færre mennesker som kan huske, at sangen er blevet sunget af tyske soldater i krig. Et eller andet sted synger soldater bedst og højest, når de vinder. De tyske hære har opnået mange sejre.

Under 1. Verdenskrig havde soldaterne en flagsange – et disse vers lød således:

Der flagrer en fane foran vor hær
Herlige Fane!
Der går en glans fra gevær til gevær,
Glans om vor Fane!
Den bærer en ørn med vingefang,
Vore fædre hørte hans røst engang:
Værg, værg vor Fane!

Sangteksten til Tysklands Flagsang kan læses her.

Under Hitler, nazisternes vej til magten fik bevægelsen en række slagsange. Den mest kendte er sikkert Horst Wessel, som handler om en Hitler Jugend dreng, som ofre sit liv på bevægelsens alter. Et vers derfra:

Die Fahne hoch die Reihen fest geschlossen
S. A. marschiert mit ruhig festem Schritt
Kam’raden die Rotfront und Reaktion erschossen
Marschier’n im Geist in unsern Reihen mit

Sikke en historie Tyskland har.

Bayersk dagsbefaling fra januar 1917

En yderst fornøjelig historie, som virkelig gav mig et godt grin. Perioden som History Watch beskæftiger er barsk, da verden rammes af en række tragedier. Men heldigvis handler historien stadigt om mennesker og ting ændre sig, så det som var grandalvorligt i 1917, bliver til en fornøjelig historie i dag.

I januar 1917 udsendte Generalkommandoen i Bayern en dagsbefaling, hvor det meddeles, at politiet vil blive sat ind imod kvinder i Garmisch-Partenkirchen, som går i Knæbenklæder.

Den amerikanske ambassadør i Tyskland beskriver situationen således: I Februar 1916 tilbragte jeg to dage i Garmisch-Partenkirchen. Nogle af de unge tyske Damer så udmærket ud i deres Knæbenklæder, men jeg er ganske enig med Generalkommandoen i, at Synet af nogle af de mere alderstegne Kvinder var “grusomt”, ikke blot imod den “alvorlige Bjærgbefolkning”, men imod enhver, der så på det.