Carl von Clausewitz

Clausewitz forsøgte at analysere krigen og se den som en del af samfundet. Han analyserede de forskellige faser og skrev værket “Om krig” (den danske titel).

Dette er givet det mest kendte uddrag fra som handler om krig som en forsættelse af politik. Lenin tog dette til sig, blot han hævdede det var klasser og ikke stater.

Han levede fra 1780 til han døde i 1831 af kolera, som russiske soldater bragte til slagmarken i Polen.

Krig er blot en fortsættelse af politik med andre midler

Vi ser altså, at krig ikke blot er en politisk handling, men et sandt politisk instrument, en fortsættelse af det politiske samkvem, en gennemførelse af dette med andre midler.

Principles of War fra 1942

Principles of War fra 1942

Hvad der herefter resterer som noget særpræget for krigen, har kun at gøre med dens midlers natur. At politikkens bestræbelser og hensigter ikke kommer i modstrid med disse midler, kan krigskunsten i al almindelighed og feltherren i hvert enkelt tilfælde fordre, og dette kraver sandelig ikke ringe. Men hvor stærkt kravet end i de enkelte tilfælde virker tilbage på de politiske hensigter, må det dog stadig kun tænkes som en modifikation af dem. For den politiske hensigt er formålet, krigen midlet, og aldrig kan midlet tænkes uden formål.

Krigens forskelligartethed

Jo større og stærkere krigens motiver er, jo mere de omfatter folkenes hele tilværelse, jo voldsommere den spænding er, der går forud for krigen, desto mere vil krigen nærme sig sin abstrakte skikkelse, desto mere vil det dreje sig om at fælde fjenden, desto mere falder det krigerske mål og det politiske formål sammen, desto mere rent krigersk, mindre politisk synes krigen at være.

Jo svagere motiver og spændinger imidlertid er, desto mindre vil det krigerske elements, voldens, naturlige retning falde i den retning, som politikken angiver, desto mere må altså krigen afspores fra sin naturlige retning, desto mere forskelligt er det politiske formål fra en ideal krigs mål, desto mere synes krigen at blive politisk.

For at læseren ikke skal gå ud fra falske forestillinger, må vi imidlertid her bemærke, at der med denne krigens naturlige tendens kun menes den filosofiske, den egentlig logiske, og på ingen måde de i konflikten virkelig involverede kræfters tendens, så at man f.eks. dermed skulle tænke sig alle sindskræfter og lidenskaber hos de kæmpende. Ganske vist kunne i mange tilfælde også disse være stimuleret i en sådan grad, at de kun med besvær kunne holdes tilbage på den politiske vej. Men i de fleste tilfælde vil en sådan modsigelse ikke opstå, fordi der, hvis der er så stærke bestræbelser til stede, også vil foreligge en storstilet, dermed samstemmende plan. Men sigter planen kun på det små, vil også sindskræfternes stræben hos massen være så ringe, at denne masse altid snarere vil behøve en tilskyndelse end en bremse.

Alle krige kan betragtes som politiske handlinger

For at vende tilbage til hovedsagen: Selvom det altså er sandt, at politikken ved den ene art krig synes helt at forsvinde, medens den ved den anden art træder meget markant frem, så kan man dog hævde, at den ene kan være lige så politisk som den anden. Betragter man nemlig politikken som den personificerede stats intelligens, så må alle de konstellationer, som dens beregninger må indregistrere, dog også omfatte dem, hvor samtlige forholds natur betinger en krig af den første art, hvor politikken synes helt at forsvinde. Kun for så vidt man ved politik ikke alene forstår en almindelig indsigt, men det konventionelle begreb om en klogskab, der vender ryggen til vold, er forsigtig, snu, ja uredelig, kunne den sidste art krig snarere tilhøre politikken end den første.

Efterlad et svar